Om mig
En kort præsentation af mig selv og mine metoder og tanker som kostvejleder og slankekonsulent. Jeg hedder Anette Eisenhardt og er 47 år gammel. Jeg er gift og har 3 børn. Jeg er uddannet Bioanalytiker samt Kostvejleder og Slankekonsulent, og har de sidste 19 år arbejdet på 2 fertilitetsklinikker, jeg har herigennem været i nær patientkontakt, og har lært meget om folks forskelligheder og forskellige behov.
Interessen for kost, sundhed og velvære, har altid været der, men jeg fik nærmere kendskab til hvilke problemer, der kan være forbundet med overvægt i kraft af mit arbejde med fertilitet, da vægten har stor betydning for kvinders chance for graviditet og mænds sædkvalitet.
Vægttab kan i visse tilfælde, være ensbetydende med, at en decideret fertilitetsbehandling med hormoner kan undgås, hvilket for langt de fleste er at foretrække og en motivationsfaktor for livstilsændring. Desuden kan graviditeter og fødsler hos kvinder med svær overvægt, være forbundet med stor risiko. Jeg er meget dedikeret til at hjælpe børn, da det både er dårligt for deres sundhed med overvægt, men også ofte for deres sociale liv.
Derfor har jeg taget en overbygning på uddannelsen, der hedder Børn og Overvægt. I et slankeforløb hos mig, bliver der taget højde for det daglige hverdagsliv med de kostvaner, der allerede er eksisterende hos den enkelte. Dvs. hvert enkelt forløb bliver tilrettelagt individuelt under hensyntagen til familieliv og arbejdsliv, og den vanlige kost bliver inddraget.
Jeg bestræber mig på at lære mine kunder, at lave ændringerne i den kost, de er vant til, så denne bliver ernæringsmæssig rigtig efter de officielle kostråd, samt at introducere nye alternative produkter. Dette er nødvendigt for, at man kan køre et slankeforløb, tabe sig og efterfølgende holde vægten, da kostændringerne så er blevet en god rutine.
Det er for mig meget vigtigt, at forløbet ikke bliver for kompliceret og uoverskueligt, og her mener jeg, at al maden ikke skal laves efter ”nye” opskrifter hver dag, da det så er nemt på en stresset dag, at falde for fristelsen og springe kostplanen over. Samtidig med vejledning i kosten bliver der også set på, hvordan aktivitetsniveauet kan øges, og dette er ligeledes ud fra det synspunkt, at det skal være lige til at gå til, sjovt og ud fra den enkeltes ønsker og fysik. Kort sagt: Et slankeforløb, der er ernæringsmæssigt rigtig, ukompliceret, lærerigt og til at holde.